Om sønderjysk er ved at forsvinde – eller ej
Den absolutte vinder af konkurrencen i VM i sønderjysk om dialekter blev Inga L. Selmer Hammer fra Fynshav, der som tilflytter til den sønderjyske landsdel trygler os om at tale dialekt til hende. Sproget bevares ved at blive brugt! Så læs derfor Ingas indlæg, ret ryggen og tal din dialekt frit og ægte til alle.
Jeg er født og opvokset i Nordsjælland lidt udenfor Hillerød i kanten af Gribskov. Min far var københavner, og min mor var fra Nivå-egnen i Nordsjælland. Begge to var universitetsuddannede,
Som 16 årig kom jeg ud af skolen og fik plads som landvæsenselev på Bornholm. Igennem de næste år var jeg landvæsenselev i skiftende pladser rundt om på Slælland. Som 19 årig var jeg på Dalum Landbrugsskole i Odense, hvor jeg traf min mand. Han var fra Vestfyn.
Som 22 årig giftede jeg mig, og sammen bosatte vi os på en mindre ejendom lidt nord for Assens. Efter nogle år opgav vi landbruget og flyttede til Jelling, hvor han begyndte på en længerevarende læreruddannelse. Da han 5½ år senere var færdig som lærer, flyttede vi til Ry - og året efter blev vi skilt. Jeg flyttede til Skanderborg, der meget hurtigt kunne tilbyde plads til børnene i daginstitutioner.
13 år senere flyttede jeg til Bevtoft til et job - og kom deved til Sønderjylland. Året efter købte jeg hus i Løgumkloster, hvor jeg boede i 20 år.
Nu har jeg boet i Fynshav i 7 år - og kan så småt begynde at udtale mig. Jeg har ingen - eller meget få problemer med at forstå dialekten, og jeg har stor respekt for sprogets forskellige udlægninger rundt om i vort land.
Jeg ville ønske, at folk ville tale deres dialekt til mig. Mange gør det heldigvis, men mange slår over i rigsdansk, måske fordi de er bange for ikke at blive forstået. Jeg har hørt mange af Danmarks dialekter, og jeg elsker dem og har lært mig at forstå det meste, men jeg taler fortsat det sprog jeg lærte i mit barndomshjem - dog med små afvigelser.
Hvis den sønderjyske dialekt skal bevares, så skal den bruges - uanset overfor hvem, der står foran én. Det er en gave at kunne flere sprog - også indenfor landets egne grænser. Der var engang, hvor man skammede sig over at tale dialekt. Rigsdansk blev foretrukket, hvor man skulle begå sig. Man blev let set ned på, når man talte sin hjemlige dialekt, og derfor blev den puttet ned og gemt væk. På Bornholm har de noget, de kalder "Rønna fint". Det taler for sig selv. Man søger væk fra dialekten, og det er synd og skam
Som barn havde jeg en stor oplevelse, da mine forældre havde besøg af et kunstnervennepar. Konen var bornholmer, og det kom frem med fuld udblæsning, da hun lånte telefonen for at tale med en søster på Bornholm. Hendes sprog ændrede sig totalt, og jeg var ved at falde bagover af forundring.
Mange år senere havde jeg en sønderjysk kæreste. Ved en tilfældighed hørte jeg ham tale "synnejysk", men han gjorde det aldrig over for mig. - Det var da et tab, og med god grund kunne jeg føle mig snydt. Hvad var det jeg ikke måtte høre? - Var det ikke godt nok - eller hvordan skulle jeg opfatte det?
Inga L. Selmer Hammer – sprognørd og korrekturlæser, Fynshav