Alsiske historier

O Holmmark, ligh før Hellesøgoer, er der en no snart hielt tegroj syy. Den hæ sin hielt egen historie. La mæ begynn ved en æend.

Den føest museumsinspektør o Synneborre Museum, Jens Raben, var en galt flitte månd. Han fandt frem te oll e gravhøj’ o Als – mael flot akvarelle åw dem- han fandt en masse skålstien, så vi nu o Als hæ registree 12 % åw ol skålstien i Danmark. Men han ho å tid te åndt. Han lösst en masse, å engang fæk han fat i en bugh, som den romersk historieskriwe, Tacitus ho skröwn omkring oer 92 ætte Kristus,”Germania”.

Fro hærførere, slaver og håndelsfolk ho han fått oplysninge om den egn, som lo lant nord for Rom. Han skröw te der er et stej va 7 folkestamme som ho jen ting tefælles, di dyrked e frugtbarhedsgudind, Nerthus. Hun rejst hvert forår rundt o sin egn o en vunn å velsighne e afgrøde. Venn hun va fæere, blöw e vunn vaske ved en sye, å e slave, som ho hjolpen te, blöw drowne, så de it kund forteel om hvad de ho sjet. Å e vunn blöw så opbevar i en helligh lund te næste oer.Ol øer med respeght for sig sjöll mien sælfølle te det var o dæ ø, hun ho holdt te.

Jens Raben forestællt sig føsst te det kund vær Kegnæs. Der ho de jo e Hartsye. Nerthus blyw å koldt Hertha, så e navn lighnet jå. Å Als ho jo månne helle navn. Man mien for 100 oer senn, te ”Als” kam åw det græsk ”ahls”, som betye ”tempel”.

Men senere var han o besøgh i Holm, å kam der te å snak med en gammel månd.

Han fortoel, te hans oldfar ho fortoel om et sagn om en guldkaret o e bond åw Hellesøe. I mesmenætte gik folk herud få å lytt te den fortryllend klang, der kåm fro e mues. Sommtie kund di sie et mæerkle gyldent skær o det stæj, vo e vunn skuld legh. Jens Raben var no öwerbeviest om te det var her, Nerthus ho holden te.

Fordi e gudind’ buj teet ved e syy, så mien folk te e vånd kund gö folk rask. Der kam så månne rejsen hertil, å folk lant væk froe, fordi di vild vær rask. Baghetter blöw now åw dem her, og det var så dem, som var med til å dann’ e by Holm.Folk blywe jo e hiele tid kloghe. Så e eksperte menn e daw, te den vighte ø slet itt lo he omkring, men lant nænn i Tyskland.

Men e lighel, det kund no vær spændend venn der va now frisk Holmboere, som tow ud med en minesøgher for å find u åw om e boo leghe dæ endno. Fåtoel hielt fåtrule, så hæ æ høe, te dæ for now oe senn var en månd som fandt en skaghel te e guldkaret ved e syy.

E forårsluft er beklommen! Og farle! E granate hyll! Bombe eksplode’!

Såndt er det e hiele tid. Ollt er åwsvejn og loej öj’, e død lure fro oll e sirre.

Inge Lore er ligh blöwn 18 oer, men hindes eventuell tanke om romantik og fremtids-plane er o lawest bluss. Det er e situation no’, der gælde. Det gælde e kamp for baer å öwelöw.

Det er den 17. marts 1945, og det kund hå vætt en dejle forårsdaw, men e åwslutning o 2. verdenskri’ nærme sig. Inge Lore hæ ampløj i det udbombe Danzig, hvo å hindes sygh muer buer. Hindes far og bruer er meldt savne o e tyskeres østfront. Di er olle blöwn fonden.

Hun er sygheplejersk’ og ansat ved e Røj Kors og arbe ved et krigslazarett, som er hielt öwefyldt med såred tysk soldåte. Inge Lore er o vej te et åndt lazarett for å hint now mier forbindingssaeghe. Den daw hæ hon ingen anels om, te et døgn silde er hun jenn åw 8 millione tyskere og østprøjsere, som er o flught mue Vesttysklånd og mue nord – vækk fro den fremrykkend russisk hær, som hun vedst itt vill skoen now.

De miest åw dem var börn og kvindfolke, di enkelt måndfolke, som var med - var gammel og svaghle. Inge Lore og hindes mue var så heldigh te di kam med jet åw de siedst skief, som slap ud åw e havn i Danzig, ligh för di russisk tanks rolled hen öwe e by. E skiff er fyldt med flygtninge, di hænge som en bisværm uend o og nennynde. Det er koldt – e angst for å blyw angreffen åw fløjre helle yndevåndsboe er ligh ved å lamm dem. E kurs æ åwstukken mue Danmark, men det ved di itt. Ætte 2 døgn leghe e skiff te kaj i Kjøffenhavn. Endno er Danmark besat åw e tyskere.

E flyghtninge blywe transportee i godsvunn’ te Synneborre, te e kaserne – og et par daw ætte te den stue flyghtninge lejr, der er ved og blyw opbyght ved Hørup Klint, hvo Inge Lore, hindes muer og et par tusend ånde flyghtninge fro Østprøjsen skuld ophoeld sig di næste 2 oer. Åw di 8 millione tyskere, der var o flught fro øst te vest i 1945, æend 240.000 i Danmark – 2000 åw dem o Hørup Klint ved Høruphav, der var den störst o Als. Hørup Klint, den gammeltysk torpedostation fro 1. verdenskri’, var onde e besættels kaserne for den tysk værnemaght.

Omkring 1947 og 1948 ga di alliered e flyghtninge lov te å rejs hjem te Tysklånd, venn di ho en adress å rejs hjemm te’. Inge Lore og hindes muer æend i Østberlin, men hon væend herette tebagh te Als. Og det var for å blyw dæ!Det hang nemligh såndt sammel, te sjell om e lejr ved Hørup Klint var omgie åw pigveel og det var strengt forböjn e vaghte å omgoes e flyghtninge, så blöw di reghle öwerholden, som vi e daw öwerholde e fartreghle.

Der var månne pighe i e lejr. De ho sælfølle pek te e vaghte – og omvend’. Inge Lore ho særle kigg o Karl Heinz fro Synneborre, men han var mier interesee i Inge Lores venind’, som var jen åw de føest, som rejst fro Hørup Klint. Da Inge Lore fækk sin teladels te å rejs hjem, baj Karl Heinz hind om å tej en pakk’ med til hindes venind’, men Inge Lore fandt hind olle. Så gik der now oe. En daw fækk Inge Lore et postkort fro Syndeborrwe, fro Karl Heinz.

Hun svared med et lawnt bröw.

De mødtes så i Flensborre.

De blöw gywt, og hun blöw dansk statsborge og hæ no snaet buej 57 oer i Synneborre.

Inge Lore var it den jennest flyghtning, som ynder e ophold ie flyghtningelejr mødt sin kommend alsisk månd.

Pigveel spærre itt for e kærlehe’!

En historie om hvo vigte det er, te en kån begoo sig o mie sprogh. Da e historie er sånd, vel æ it nævn navn, kun te e ungkarl, som det dreje sig om, kam fro e Nørherred.

Sidst somme var der jo månne fien sollskinsdaw, og da vor ungkarl i en del oe, ho ønske sig en tur te Paris, så skuld det veær. Da han var kommen dernæn, sad han en daw o en fortovscafé o Chalmes Elysee og nye å kigh o det spændend lyw, der passee forbi. Han opdawe å te der et par boe fro ham sad en dejle pigh, som han ho lost te å snak med. Men da han it kund snak fråndsk / fransk, fæk han fat i e tjene, og spuj om han kund fli ham et stykke papir og now å skryw med. Det fæk han. Han tegne så en flask og tu glas og et spøsmolstegn. Han baj e tjene om å go hen te e pigh med e sæel.

Hon forstow strass e mining, og kam og sat sig ved hans boe. Men hon kund jo kon snak fråndsk / fransk. Te å begynd med gek det elighel nowlunde, da di fæk sig now gevesene. Men så begyndt det ættehånd å blyw e lidt pinle da di jo it reghte kund kommunekie. Men så tow e pigh en rask beslutning. Hon tow det hersens stykke papir, hon væend e om og tegne en seng og et spøsmolstegn.

Den guj ungkarl ger sommtie stadig og spekkele o, hvondt hon kund vee han var møbelsnærke.